lørdag den 30. juni 2012

Langtidshævede Baby Boller

Dette er ikke baby boller så meget som det er boller til babyer. Jeg har opskriften fra en veninde, som har en datter der, ligesom mig, er vild med de her boller. Opskriften stammer fra Sundhedsstyrelsen - Mad til spædbørn & småbørn.
Bloggen har taget rigtig meget tid, så jeg når ikke at spise morgenmad for tiden. Heldigvis har min veninde fodret mig med disse dejlige boller rigtig mange morgener og nu fik jeg endelig overskud til selv at bage dem. Ikke at det kræver så meget. De er meget nemme - skal bare røres sammen og i køleskabet natten over. Jeg kan bare konstatere, at hvis jeg skal vælge mellem kage og morgenmad, vælger jeg tydeligvis kage.

Ingredienser til ca. 12 boller
3½ dl koldt vand
15 g gær
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
1 spsk. olie (jeg brugte rapsolie)
100 g grahamsmel eller havregryn
(jeg brugte grahamsmel, min veninde bruger havregryn. Begge dele smager very nice)
ca. 350-400 g mel

Gæren røres ud i vandet sammen med salt, sukker og olie i en skål. Tilsæt grahamsmel/havregryn sammen med hvedemelet og rør med en grydeske. Dejen skal ikke æltes med hænderne.

Der er tilsat nok mel, når dejen har en fast konsistens, som man stadig kan røre i. Kom husholdningsfilm over skålen og sæt den til hævning i køleskabet natten over.
Næste dag tændes ovnen på 200 graders varmluft. Tag dejen ud af køleskabet og brug to spiseskeer til at fylde en bageplade med dejklumper.

Lad dem efterhæve på bagepladen mens ovnen bliver varm. Bollerne pensles med mælk og bages i ca. 20-25 minutter. De er færdige, når man kan banke på bunden  af dem og de lyder hule.


Up close og sprøde. Hvis man vil have en blødere udgave skal de bare tages ud af ovnen lidt tidligere.

2 kommentarer:

  1. Ved du om de er fryseegnede?

    SvarSlet
  2. Hej Tina

    Jeg kan ikke huske om jeg frøs disse boller, men generelt fryser jeg alle mine boller, så vil tro at disse også kan klare det. Bag dem eventuelt i lidt kortere tid, hvis du vil varme dem op i ovnen, når du tager dem op af fryseren.

    SvarSlet