lørdag den 30. juni 2012

Koldhævede Müsliboller

Jeg bagte disse boller til morgenmaden på arbejdet. De er også ret gode snackboller, så jeg endte med at spise dem gennem hele dagen. De er dejlig nemme at lave, da de ikke skal æltes med hænderne og hæver over natten.
Normalt når jeg bager boller finder jeg hvad jeg har i skabene og rører det tilfældigt sammen. Denne gang havde jeg valnødder, hasselnødder, rosiner og solsikkekerner, men man kan bruge alle slags nødder, kerner og frø. Valg af mel varierer også meget. Denne gang var det fuldkornshvedemel jeg havde en rest af.

Ingredienser
5 dl koldt vand
15 g gær
1 tsk. salt
2 spsk. sirup
130 g fuldkornshvedemel
300 g hvedemel
100 g havregryn
100 g nødder
100 g rosiner
75 g solsikkekerner


Kom vand i en skål. Tilsæt gær, salt og sirup og rør til det er opløst i vandet. Tilsæt fuldkornshvedemel, havregryn og hvedemel under omrøring.

Hak nødderne meget groft og kom dem sammen med rosinerne og solsikkekernerne i dejen. Rør med en grydeske til det er godt blandet. Kom husholdningsfilm over skålen og sæt den i køleskabet natten over.
Næste dag: Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Brug to spiseskeer til at klatte dejen ud på en eller to bageplader. De hæver ikke så meget, så kan godt stå tæt. Bages i ca. 12-15 minutter. Du tjekker om de er færdige ved at banke på bunden. Lyder de hule er de klar til at blive taget ud af ovnen.
Bollerne kan serveres som de er, men smager også godt med lidt smør på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar