fredag den 7. september 2012

Æblemuffins med penthouse crumble

Jeg har glædet mig så meget og så længe, men nu er det her. Efterår! Det skal fejres med æbler - naturligvis indhyllet en kage.
Jeg er ved at øve mig på bite size kager, da jeg skal bage nogle til en reception og til en 30 års fødselsdag. Sådan nogle man kan spise i én, måske to mundfulde uden at se ucharmerende ud. Samme princip gør sig gældende til fødselsdage uden rigtige siddepladser med tilhørende borde. Der skal man gå rundt og mingle, mens man prøver at virke interessant/ interesseret, se brandgodt ud og samtidigt få stillet sulten og tørsten. Alt sammen på én gang. Jeg prøver nu at gøre den proces en lille smule nemmere med nogle neat små treats.

Ingredienser til ca. 65 minimuffins
150 g smør
1 dl græsk yoghurt 2%
3½ dl mel
1 tsk. bagepulver
½ stang vanilje
2 dl sukker
1 dl farin
3 æg str. M/L
300 g æbler uden skræl og skrog

Ingredienser til crumble
100 g havregryn
100 g mel
100 g sukker
150 g smør

Mini muffins: smelt smørret, afkøl det lidt og bland det med yoghurt. Bland mel og bagepulver i en anden skål. Flæk vaniljestangen og bland kornene med sukkeret og farinen. Pisk sukkerblandingen med æg i vældig lang tid, til det bliver let og luftigt.
 
Skræl imens æblerne, skær skroget fra og skær dem i meget små firkanter.
 
Rør skiftevis smør/yoghurt og mel/bagepulver i sukker/æg blandingen. Vend til sidst æblestykkerne i. Brug to teskeer til at komme dejen i formene. Brug enten to forme pr. muffin eller kom en enkelt i en støbt form.
 
Crumble: Bland alle ingredienserne med fingrene. Den smuldres over de ubagte muffins på må og få.
 
Bages i ovnen ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 15 min. Jeg syntes ikke at min crumble var blevet helt sprød nok, så gav dem lige et par minutter grill til sidst.
Kan sagtens spises alene, men bliver ikke dårligere af følgeskab i form af for eksempel græsk yoghurt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar