onsdag den 26. september 2012

Rabarber med luksus crumble

Nu er rabarbersæsonen slut, men for os der stadig har lidt i fryseren er dette en genial eftermiddagshygge kage. Den er enkel, hurtig og velsmagende. Behøver man egentlig mere?
Jeg bagte den, da jeg fik besøg af to helt særlige mennesker, nemlig dem der hjalp mig med at oprette min blog. Det et helt utroligt sødt par jeg kender, som både hjalp mig med det tekniske (man skal jo købe alle mulige rettigheder og så bagefter forsøge at få dem til at kommunikere) og det visuelle i form af redigeringen af mit billede med min mormors opskrifter, som danner banneret på min blog.

Ingredienser
250 g rabarber
2 spsk. sukker
½ vaniljestang
50 g makroner
50 g mandler
75 g mel
75 g sukker

Tilbehør
Flødeskum

Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft).

Skær rabarberne i mindre stykker på ca. 2-3 cm og læg dem i et fad på 20x20 cm. Drys de 2 spsk. sukker over.

Skær vaniljestangen over og skrab kornene ud. Kom makronerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle eller andet tungt. Hak mandlerne groft. Bland i en skål vaniljekorn, makroner, mandler, mel og sukker til en crumble og drys det henover rabarberne.
Bages i ovnen på midterste rille i ca. 40 minutter, til overfladen er gylden og sprød. Serveres med letpisket flødeskum eller andet godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar