søndag den 8. december 2013

Vaniljekranse

Denne opskrift stammer fra min mands mormor, så den er gennemtestet gennem flere generationer. De er helt enkle og sprøde, præcis som de skal være. 


Jeg bruger hvert år en kødhakker, som er rimelig massiv og ikke særlig effektiv, da der sidder en del dej tilbage i den, men jeg fik den 25 års fødselsdagsgave og den kom helt fra Sønderjylland, så på en eller anden måde er den blevet den eneste rigtige at bruge. 

Ingredienser
500 g økologisk hvedemel
360 g let blødgjort økologisk smør
250 g sukker
1 god stang vanilje
2 æggeblommer

Melet kommes i et dejfad og smørret smuldres heri. 

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud med en skarp kniv og tryk dem ud i lidt sukker, så de bliver skilt ad. Bland vanilje og sukker i melblandingen. 

Dejen samles nu med æggeblommerne til dejen har en konsistens som marcipan. 

Nu kan man enten vælge at trille dejen til stænger med en diameter på ca. 1 cm og en længde på ca. 8 cm, som formes til kranse eller man kan anvende en kødhakker. 


Sæt vaniljekransene på bageplader beklædt med bagepapir og bag dem på øverste rille ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 11-12 minutter, til de er gyldne. 


Kan serveres alene eller sammen med - well - any other cake really.

onsdag den 13. november 2013

De bedste brombærmuffins

Disse brombærmuffins blev solgt til mig som "de bedste brombærmufins" - eller var det ultimative? Uanset hvad, er der tale om virkelig gode muffins. Disse brombær er plukket dels ved en af Silkeborg søerne og dels i min venindes have. Hun har en brombærbusk uden torne, hvilket jeg var utrolig imponeret af.


Ingredienser til 12 stk.
4 økologiske æg str. M/L
250 g sukker
240 g økologisk mel
1 tsk bagepulver
150 g smeltet smør
175 g marcipan
160 g brombær + 36 stk.

  • Pisk æg og sukker til en lys og luftig masse. 
  • Si mel og bagepulver sammen og vend de i skiftevis med det smeltede afkølede smør. 
  • Riv marcipanen groft og vend den i. 
  • Tag halvdelen af dejen fra og vend de 160 g brombær i. 
  • Tag 12 muffinsforme og kom den lyse dej i. Sæt derefter tre brombær i hver og hæld den  farvede dej over. De bliver fyldt næsten til randen.
  • Bag dem ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 25 min.

Jeg bruger altid en fast form. Så kan man nøjes med at anvende en enkelt papirform pr. muffin.


søndag den 10. november 2013

Hybenmarmelade med æbler og ingefær

Jeg har tilbragt mange dejlige sommerdage i min mands families sommerhus på sydfyn. Det slog mig pludselig i år, lige før det var for sent, at der er hyben på grunden. Der står simpelthen den mest fantastiske kæmpestore hybenbusk. Det er jo egentlig en invasiv art, der spreder sig som ukrudt, men det er en særdeles velsmagende en af slagsen. 


Denne marmelade indeholder hyben, æbler og ingefær. Det gode ved at lave marmeladen selv er, at man helt selv kan bestemme smagen. Man kan justere den med mere hyben, mere ingefær, mere syrlige æbler osv. efter smag, behag og forrådskammer. 


Hyben bliver løbende modne hen over sommeren, dog mest mod slutningen. Pluk dem løbende eller når der er mange på en gang. De kan med fordel fryses, når de er renset og bruges lidt af gangen. 


Ingredienser til 2-4 glas alt efter størrelse
730 g hyben
300 g æble uden skræl
15 g revet ingefær
2 dl vand
2 dl sukker


Start med at skylle hyben grundingt. Rens dem derefter ved at skære top og bund af, skære dem midt over og fjern al indmaden. Det tager tid, men det er det hele værd. 


Skyld dem igen og kom dem i en gryde. Skræl derefter æblerne (dette er ikke nødvendigt), fjern kernehuset og skær dem i grove stykker. Tilsæt dem til gryden sammen med fintrevet ingefær, sukker og vand. 


Kog marmeladen op og skru derefter ned for varmen, så marmeladen kan småsimre en times tid. Rør i den fra tid til anden. Tag gryden af varmen, når den har den ønskede konsistens. Medmindre man er glad for en god rustik marmelade, kan man anvende en stavblender til at opnå en mere smooth tekstur. 

Tilsæt evt. en halv teskefuld atamon for at forlænge holdbarheden.

Skold dine glas og låg i kogende vand tilsat atamon og sæt dem på et rent viskestykke. Kom den varme marmelade på glassene, skru låget på, vend dem hurtigt engang på hovedet og sæt dem til afkøling på køkkenbordet. 


Det er en marmelade som er lidt krydret og ikke for sød. Derfor er den god til både pandekager og boller. Jeg skal ikke kunne afvise, at den også ville være nice som bindeled mellem et par kagebunde - måske blandet op med lidt flødeskum.


Er klar til næste år!


tirsdag den 5. november 2013

Lækre småkager med kokos og havregryn

Hvad end du har brug for værtindekager, morgenmadskager, koncentrationskager eller kontorkager er disse svaret. De er sprøde, lidt chewy, luftige og lækre. 


Ingredienser til nærmestuendelig mange småkager
150 g smør
100 g kokosmel
100 g havregryn
1 tsk bagepulver
2 økologiske æg str. M/L
250 g sukker

  • Start med at smelte smørret i en gryde. 
  • Bland herefter kokosmel, havregryn og bagepulver i en skål og rør smørret i. 
  • Imens piskes æg og sukker på en røremaskine eller med en elpisker til det er lyst og luftigt. 
  • Vend de to blandinger sammen og brug to teskeer til at sætte dejen på bageplader beklædt med bagepapir i klatter på størrelse med en femmer og ca. ½ cm høje. Der skal være rigeligt med mellemrum dem, da de flyder meget ud.

Bag småkagerne ved 180 grader på næstøverste rille i ca. 6-8 minutter alt efter størrelse. Der er meget kort tid mellem succes og skændsel.


Lad dem køle af på en rist, måske lidt i lag. Hvis de mister deres sprødhed kan de "tørres" lidt i ovnen ved 100 grader (ikke varmluft) i 5-10 min.

søndag den 3. november 2013

Tiramisù

Jeg har været så ufattelig heldig i Grækenland at møde en fantastisk sød italiener, Davide Deiana. Han har forsynet mig med hele to opskrifter, den ene kommer her og er en opskrift på en klassisk Tiramisù. Den smager aldeles fremragende - let, cremet og elegant.


Ingredienser til ladyfingers
3 økologiske æggeblommer
3 økologiske æggehvider
60 g sukker
65 g økologisk mel

Pisk æggeblommerne med 10 g af sukkeret til en luftig æggesnaps. Når man skraber bunden med piskeriset, skal det helst ikke knase. 

Pisk resten af sukkeret (50 g) med æggehviderne til piskeriset danner toppe der bliver, der hvor de blev efterladt. 

Vend nu forsigtigt de to sammen med en dejskraber, mens melet sis i. 

Tag en bageplade beklædt med bagepapir og hæld dejen ud på den. Glat den ud til en firkant med en dejskaber til den har en tykkelse på ca. 1 cm. Man kan også lave de klassisk formede "lady fingers", men det her er helt ærligt bare lettere .

Den bages midt i ovnen ved 180 grader (ikke varmluft) i 15 minutter til den er gylden. Lad den køle af og skær den derefter i 3 stykker, som passer til en rugbrødsform.



Ingredienser til Tiramisù cream
3 æggeblommer
7 spsk sukker
250 g Mascapone
3 æggehvider 
(jeg anvendte pasteuriserede æg, men det gør ikke noget for smagen)

Pisk æggeblommerne med sukkeret på samme måde som før. Tilsæt derefter Mascapone lidt af gangen og pisk ind imellem, til det bliver en ensartet masse. 

Pisk samtidigt æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i æggesnapsen. 

Ingredienser øvrigt
espresso kaffe
Marsala
god kakao


I en dyb tallerken blandes espresso kaffen med Marsala. Jeg anvendte min mands dyre espressomaskine, men mindre kan gøre det. Hvor meget Marsala der skal i er en smagssag. Jeg brugte ca. en halv deciliter, men næste gang kommer jeg nok mere i.

Dyp nu bundene i væsken. Det skal gå ret hurtigt, da de skal suge væsken, men ikke være fuldstændig gennemblødte og dryppende. 

Læg skiftevis en bund og et lag Tiramisù cream til toppen er nået. Sæt den på køl i nogle timer - gerne natten over, til den har sat sig. Før servering sis der kakao på toppen og det skal seriøst være den bedste kakao man overhovedet kan opdrive, fordi den skal spises som den er, så at sige. 


+
=
Bliss

lørdag den 26. oktober 2013

Små banankager pyntet med chokoladeglasur og pistacienødder

Jeg er ved at forberede et større kagebord, så bager testkager for tiden. Disse er bagt i nogle siliconeforme, som jeg har fandt i Bruxelles ind i mellem al chokoladen. De er virkelig gode og nemme at bruge.


Ingredienser til ca. 20 små kager
3 små bananer
75 g saltet smør
125 g sukker
2 æg str. S/M
150 g økologisk mel
1 lille tsk bagepulver

flormelis
kakao
vand
pistacienødder

Pisk smør og sukker godt sammen. Tilsæt æggene et af gangen til massen er ensartet. Sigt mel og bagepulver sammen og vend det i dejen. Tilsæt til sidst de tre mosede bananer. 

Kom med dejen i formene og bag dem ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 15-20 minutter.

De afkølede kager pyntes med glasur og hakkede pistacienødder. Glasuren bikses sammen af flormelis tilsat kakao og en smule vand. Røres sammen til den er ensartet og meget tykt flydende. 


onsdag den 16. oktober 2013

Gråvejrssmåkager - havregryn, marcipan, chokolade

Smukke småkager til en smuk kageopsats. Med disse småkager handler det om at få tempereringen af chokoladen perfekt. Så får man lidt bløde chewy småkager med en sprød chokoladekant. 


Ingredienser til ca. 50 stk.
150 g smør
150 g finvalsede økologiske havregryn
2 økologiske æg str. M/L
200 g sukker (jeg brugte rørsukker)
100 g groftrevet marcipan
30 g mel
1/4 tsk bagepulver

mørk chokolade, gerne 70%

Dejen samles i en røremaskine, hvor alle ingredienser kommes i. Skær smørret i mindre stykker og tilsæt havregryn, æg, sukker og groftrevet marcipan. Bland mel og bagepulver og kom det derefter ned til de øvrige ingredienser. Rør dejen sammen med en flad spartel til du har en ensartet ikke for fast masse. 

Sæt dejen på en bageplade beklædt med bagepapir med to teskeer. Der kan være ca. 12 på en plade. Småkagerne bages ved 180 grader varmluft til de er gyldne i kanten - ca. 8-12 minutter. 

Smelt chokoladen, dyp kagerne halvt i den og læg dem på en bageplade til de er tørre. 


Serveres i par - det er mest fair.

søndag den 13. oktober 2013

Basis upside down blommekage - less is more

Dette er en blommekage uden alt det overflødige. Nogen gange smager det rigtig godt, når man tilsætter vanilje og citron eller andre ting der passer godt til blommer, men andre gange er det rart at en blommekage bare smager af blommer.



Ingredienser
200 g sukker
25 g smør

ca. 750 g blommer uden sten

150 g smør
100 g farin
75 g sukker
3 æg str. M/L
200 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 knivspids salt

Start med at tage en springform på ca. 26 cm i diameter og kom bagepapir i. Det færdige resultat bliver pænere uden, men dette er en lynkage.

Først smeltes sukker i en gryde til karamel. Derefter tilsættes smør, som røres godt ind så man får en samlet masse.  Kom det derefter i bunden af springformen. 


Tag derefter de vaskede blommer, halver dem og fjern stenene. Skær dem i både af passende størrelse og læg dem ovenpå karamellen i springformen.


Til dejen piskes smør, farin og sukker sammen i en røremaskine med en flad spartel. Tilsæt derefter æggene et af gangen.

Sigt mel og bagepulver og salt sammen og vend det forsigtigt i dejen Hæld dejen ud over kagen og glat den ud med en dejskraber til t jævnt lag.

Bag kagen ved 180 grader (ikke varmluft) i 40-50 minutter midt i ovnen. Tjek efter 30 minutter og derefter jævnligt. 


Lad kagen køle lidt af i formen, tag kanten af formen af og vend den ud på et fad eller et spækbræt. 


mandag den 7. oktober 2013

Blommegrød for alle

Jeg forstår ikke rigtig det der med blommer. De skal være virkelig gode, som dem i min venindes have, før jeg gider spise dem, men blommegrød - dét forstår jeg. Det er mega nemt at lave og smager aldeles fremragende.


Ingredienser
indtil flere blommer
postevand
sukker
vaniljestang eller dele heraf
revet citron fra øko udgaven
eventuelt citronsaft
maizena

Tilbehør
piskefløde
mandler
sukker

Skær blommerne over. Fjern herefter stenene og skær blommerne i mindre stykker. Kom vand og sukker i en gryde. Jeg starter med nok vand til at dække bunden og en anelse sukker. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom det sammen med blommerne og den revne citronskal i gryden og bring det i kog mens der røres med en træske. Det er vigtigt, det er en træske, ellers vil projektet aldrig lykkedes for dig. 

Når blommerne er møre (helt bløde) smages der til med sukker og citronsaft. Det er ikke sikkert der skal nogen af delene i. Tag vaniljestangen op og skru ned for blusset. Jævn grøden med maizena rørt ud i vand ved at tilsætte det lidt efter lidt og slut af med at varme grøden godt igennem.

Hæld grøden på en skål og lad den køle af - på køkkenbordet eller i køleskabet.



Serveres med perfekt pisket flødeskum - det vil sige blødt, men i stand til at stirre ned på dig fra skålen uden at falde ud, samt sukkerristede mandler. Alternativt hakkede brændte mandler. 


mandag den 23. september 2013

Hyldebærsaft - som i de gode gamle dage

Jeg har den seneste tid haft en trang til konstant at have en saks og en kurv på mig, så jeg kunne få så mange hyldebær som muligt med hjem. Desværre befinder de fleste sig i private haver eller i en højde, som for mig kræver en stige eller en trampolin at få fat i. Derfor var jublende lykkelig, da jeg i går fik hyldebær fra vores venners have. Jeg fik omkring 1,3 kg som blev til 4 flasker hyldebærsaft. 


Her er opskriften pr. hele kilo hyldebær. Så kan man gange og dividerer alt efter, hvor mange hyldebær man er heldig at få. Det er på ingen måde en svær opskrift, men det er vigtigt at koge hyldebærerne længe nok (mindst 20 minutter) da de indeholde cyanid. Spis dem derfor aldrig rå.


Ingredienser
1 kg hyldebær med stilke
2 æbler (gerne syrlige)
1 økologisk citron
500 g sukker
0,5 l vand


Atamon

Start med at klippe det grønne af stængerne og skyl dem godt. Jeg fik en del forskrækkelser fordi jeg både er nærsynet, utrolig grundig og bange for edderkopper. Det skal man lige være forberedt på. Kom dem i en eller flere gryder.

Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i kvarte. Riv skallen af citronen og pres saften. Kom det hele ned i gryderne sammen med sukker og vand og bring det i kog. Blandingen koges mindst 20 minutter (gerne 25) til bærerne sprækker. 


Herefter er det meningen, at man skal bruge et klæde til at si saften igennem, men det havde jeg altså ikke. Derfor brugte jeg først en grov si til at si bær, stilke, æbler og citronskal fra. Derefter brugte jeg en finmasket si, som jeg normalt anvender til the. 

Skold glas eller flasker med kogende vand og atamon. Kog vandet og kom det i en stor gryde. Tilsæt lidt efter 1 spsk atamon pr 1 dl vand. Kom flasker og låg  i og skyl dem godt. Brug en tang til at fiske dem op på et rent viskestykke. Kom saften på de varme glas. Jeg brugte en tragt og den finmaskede si endnu en gang.


Flaskerne opbevares på køl. Saften smager bedst varm - blandet op med kogende vand.
 Man kan også koge suppe på den, som spises med æbler og tvebakker til.

søndag den 22. september 2013

Sig det med cantuccini

I min søgen efter robuste kager, har jeg fundet disse, som endda kan tåle Post Danmarks hårdhændede håndtering. Det er testet op til flere gange og modtagerne har rapporteret om vellykkede modtagelser af hele kager. 

Ingredienser
325 g  økologisk mel
200 g sukker
½ tsk fint salt
½ tsk bagepulver
fintrevet skal fra en halv økologisk citron
1 spsk honning
2½ økologiske æg
150 g hele mandler

(eller 100 g mandler og 50 g hakket chokolade eller 75 g mandler og 75 g pistacienødder)

Tag en skål, gerne et dejfad og kom mel, sukker, salt, bagepulver og fintrevet citronskal i. Bland det det med en ske og tilsæt derefter honning og sammenpisket æg lidt af gangen. Dejen skal kun lige hænge sammen, den skal ikke være for blød.

Tilsæt til sidst mandler og ælt dem godt ind i dejen. 


Eventuelt mandler og pistacienødder eller mandler og chokoladestykker.


Del dejen i tre lige store stykker og form dem til stænger i en bageplades længde og ca. 4 cm brede. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem midt i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader (varmluft).


Når de er gyldenbrune tages de ud og skæres i stykker af ca. 1 cm på skrå og lægges tilbage på bagepladen.


De bages nu ca. 20-25 min ved 160 grader (ikke varmluft) på nederste rille. De skal egentlig ikke have så meget mere farve end de allerede har, de skal bare tørre, så de bliver hårde. 

Hold godt øje med dem efter det 15. minut De har det med at blive fuldstændig brændte uden varsel på cirka 3 sekunder så snart man vender sig om. 


Så faldt cantuccini klodsmajor tårnet. De er nu klar til at blive serveret til kaffen.


P.S. Jeg brugte denne chokolade, da jeg har fået at vide, at stykkerne holder formen, selv når de bliver udsat for høj varme. De er hjembragt fra USA og de bliver ganske rigtigt hvor de skal. Man skal nok ikke tænke for meget over, hvad det mon kan skyldes.

lørdag den 21. september 2013

Citron marengs tærte

Min absolutte yndlings spise når jeg er i Paris er lemon meringue pie. Jeg har flere gange prøvet at lave den selv, denne gang nogenlunde efter en opskrift fra the hummingbird bakery. Bunden og fyldet kan med fordel laves dagen før tærten skal spises og den holder sig fint på køl et par dage.


Ingredienser til bunden
200 g hvedemel
50 grahamsmel
100 g saltet smør
postevand

Kom hvedemel, grahamsmel og smør i en røremaskine (jeg bruger min elskede Kitchen Aid) og rør med en flad spartel ved lav hastighed til det er godt blandet og har en konsistens som savsmuld. Tilsæt 1 spsk koldt vand og rør igen. Fortsæt med at tilsætte vand 1 spsk af gangen indtil dejen er jævn og glat. Der skal ikke for meget vand i, men lidt mere end normalt fordi der er grahamsmel i dejen. Form dejen til en kugle der trykkes lidt flad og læg den på køl i ca. 1 time. 

Udrul dejen på et meldrysset bord. Læg den derefter over i et smurt tærtefad på ca. 25 cm. Gør klar til blindbagning ved at komme bagepapir og fyld i. Jeg har nogle fancy keramik tærtebagekugler, men mindre kan gøre det. Bag bunden ved 150 graders varmluft i 10 minutter. Fjern bagepapiret og tærtebagekuglerne og bag i yderligere 10 minutter. Dejen skal ikke være helt færdigbagt. 

Ingeredienser til citronfyld
8 pasteuriserede æggeblommer
2 dåser kondenseret mælk (der er ca. 397 g i hver)
8 økologiske citroner

Skyl citronerne grundigt og tør dem af. Riv skallen fint (kun det gule) og pres saften. Kom begge dele i en skål sammen med æggeblommer og kondenseret mælk. Jeg brugte en røreskål og et piskeris. Start for lav hastighed og øg, når ingredienserne er godt blandet. Det er meningen at massen skal tykne, men det gjorde min altså ikke. Måske fordi det var nogle helt utrolig saftige citroner jeg havde brugt. 

Kom citronmassen i den delvist bagte tærtebund og bag den ved 150 grader (ikke varmluft) i 20-30 minutter til fyldet er fast i de, men stadig en anelse blødt. Hvis man kan hælde fyldet af, er det for blødt. 

Lad tærten køle af og sæt den derefter på køl indtil fyldet er helt fast. Det tager formentlig mindst en time. Den kan sagtens være på køl natten over. 

Ingredienser til marengs
6 pasteuriserede æggehvider
325 g sukker

Kom æggehviderne i en røreskål og pisk indtil de er skummende, men stadig genenmsigtige. tilsæt derefter sukkeret 2 spsk. af gangen og pisk godt ved mellemhøj hastighed imellem til det hele er tilsat. Stop, når det danner stive toppe. Don´t overdo it. 

Kom marengsen på den afkølede tærte, så fyldet er helt dækket. Brug en spiseske til at forme toppe eller hvad du nu lige har lyst til. 

Bag tærten færdig ved 150 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter lidt højt i ovnen. Marengsen skal være gylden og sprød. 



Jeg er ikke sikker på, at det er nødvendigt at bruge pasteuriserede æggeblommer, men det gjorde jeg, så derfor står det i opskriften. 

onsdag den 11. september 2013

Gavemuffins med kakao, solbær og mandler

Vi har i cph volunteers fået ny chef, som vi er rigtig glade for. Vi var sådan set også rigtig glade for vores tidligere chef, men jeg benytter gerne enhver lejlighed til at bage og hun fortjener det. 

Her kommer et rigtig godt makkerpar, nemlig kakao og solbær. Mandlerne er mest for crunch effekten - og så er de jo sunde.


Ingredienser til ca. 40 minimuffins
140 g hvedemel
20 g sublim kakao
140 g sukker
1 tsk bagepulver
40 g saltet smør
1½ dl skummetmælk
1 økologisk æg
30 g hakkede mandler
75 g solbær

Bland mel, kakao, sukker, bagepulver og smør i en røreskål og rør det sammen med en flad spartel. Pisk imens mælk og æg sammen og tilsæt det lidt efter lidt, når blandingen har fået en ensartet konsistens. Når dejen glat og jævn kommes de hakkede mandler og solbærerne i. Jeg hakkede mandlerne forholdsvis fint.

Bag kagerne i en forvarmet ovn ved 150 grader (ikke varmluft) i ca. 15-20 minutter. Tjek med en hæklepind om de er færdige. De er små, så det er vigtigt de ikke får for meget. Det er ikke meningen det skal være en tørkage. 


Kan dekoreres med glasur eller andre lækre ting.


Klar til aflevering