fredag den 29. marts 2013

Klassisk jordbærtærte

Min ældste lillesøster har fødselsdag i marts. Hun ville gerne have jordbærtærte til sin fødselsdag, så det fik hun. Det er måske ikke lige den mest indlysende forårskage, men den er virkelig god, og dekorativ på et kagebord. Skal man bare lave en enkelt jordbærtærte, halveres nedenstående opskrift.


Ingredienser til en rund og en aflang tærte

Creme
1 stang vanilje
3 dl piskefløde
4 dl økologisk letmælk
50 g sukker
4 æggeblommer
2 spsk maizena

Mørdej til bunden
1 vaniljestang
50 g flormelis
250 g økologisk mel
250 g saltet smør

Mazarinmassen
100 g blødt saltet smør
100 g marcipan
100 g rørsukker
4 økologiske æg str. M/L

Pynt
100 g genial mørk chokolade
2 dl piskefløde
Jordbær efter behov


Creme: skrab kornene ud af vaniljestangen og skær den derefter midt over. Bland vaniljestangen, vaniljekornene, piskefløden, mælk og sukker i en gryde. Kog det op, mens der piskes godt. Bland æggeblommer og maizena i en skål og tilsæt lidt af den varme væske. Pisk det hurtigt sammen og hæld det så tilbage i gryden til resten af væsken. Kog cremen op i 3 minutter og kom den derefter i en kold skål. Kom film over, og pres filmen helt ned til cremen, så der ikke kommer kondens. Sæt cremen på køl i mindst 2 timer.

Bund: Start med at skrabe kornene ud af vaniljestangen og tryk dem ud i lidt flormelis for at skille dem ad. Bland dem med det resterende flormelis og mel. Tilsæt smør i mindre stykker og saml dejen hurtigt. Sæt den derefter på køl i mindst en time, gerne natten over. 

Mazarinmasse: Rør smør, marcipan og rørsukker sammen. Tilsæt derefter æggene et af gange og rør til du har en ensartet masse.

Rul dejen ud med en kagerulle og kom den i en tærteform med en diameter på 25 cm og en aflang tærteform på ca. 30 x 10 cm. 

Hæld mazarinmassen i formene og bag dem i 15 minutter ved 200 grader (ikke varmluft). Sæt dem derefter til afkøling.

Pynt: Smelt chokoladen i vandbad og smør den over tærterne. Pisk fløden stiv og vend den med cremen. Fordel cremen på de to tærter, ovenpå chokoladen. Halver jordbærerne eller skær dem i skiver og fordel dem ovenpå cremen. Afslut eventuelt med lidt basilikum.


fredag den 22. marts 2013

Mormors squashkage

Så blev det endelig tid til mormors squashkage. Jeg vil som regel gerne afprøve nye opskrifter og udvikle kager, men spørger jeg min mellemste lillesøster, hvad jeg skal bage, er svaret altid det samme - mormors squashkage. Så det gjorde jeg derfor til hendes fødselsdag.


Det er en meget enkel kage. Nogen gange så er less bare more. Denne portion er til 2 rugbrødsforme. Jeg bager altid to af gangen, fremfor at halvere opskriften. Hvis man ikke kan spise begge med det samme (det sker sommetider af uransagelige grunde), kan man fryse resten - gerne i skiver. Det smager særlig godt, hvis man lige varmer skiverne i ovnen  ved høj temperatur, nærmest direkte fra frost. 

Ingredienser til 2 kager
5 dl revet squash (ca. 1 stor eller 2 små)
2 dl neutral olie (fx solsikkeolie)
5 dl sukker
3 økologiske æg (str. M/L)
5 dl økologisk mel
½ tsk. salt
3 tsk. vaniljesukker
2 tsk. kanel
2 tsk. natron
1/4 tsk. bagepulver
1½ dl økologiske solsikkekerner

I min mormors opskrift står der kort og godt: "175 grader, 1 time, to forme". Jeg giver lige opskriften lidt flere ord med på vejen.

Start med at rive squash groft, så det er klar. Bland derefter olie og sukker sammen i en røremaskineskål og pisk det godt ved høj hastighed. Tilsæt derefter æggene et efter et mens der stadig piskes godt til. Imens blandes mel, salt, vaniljesukker, kanel, natron og bagepulver i en anden skål. Denne blanding røres blidt i æggeblandingen - skift fra det almindelige piskeris til det flade piskeris på laveste hastighed. Så snart det er blandet vendes  squash og solsikkekernerne i.

Kom bagepapir i to rugbrødsforme og hæld dejen i.

Bag kagerne ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 1 time på en rist placeret lidt under midten i ovnen. Tjek efter 30 minutter og derefter hver 10. minut. De er færdige, når der ikke hænger dej ved mormors hæklepind.



Kan spises alene eller sammen med en smule creme fraise 18 %. Spiser man udgaven som har været frosset og derefter opvarmet i ovn, kan vaniljeis varmt anbefales til. Skiverne bliver varme og sprøde og det er et rigtig godt match til isen.

lørdag den 2. marts 2013

Moderne æblestang

Her er en eftermiddagssnack, som kan laves af det man lige har i huset. Man kan udelade marcipan, skifte æblerne ud med andre frugter og erstatte grahamsmel med almindeligt hvedemel. 


Ingredienser til to flotte stænger
350 g saltet smør
2 dl letmælk (eller hvad man nu lige har)
40 g gær
2 spsk sukker
600 g hvedemel
200 g grahamsmel

Fyld
100 g blødt smør
100 g sukker
100 g marcipan
1 tsk maizena
150 g æbler (ca. 2 stk.)
50 g rosiner

Finish
1 æg
Lidt perlesukker


Smelt smørret i en gryde, tilsæt mælken og hæld blandingen i en røremaskine. Når blandingen er fingervarm - det tog i dag nogenlunde samme tid, som det tager Morten Jensen at springe længdespring 3 gange - smuldres gæren i. Rør til den er opløst og tilsæt derefter sukker, hvedemel og grahamsmel. Sæt den til hævning i en halv times tid et lunt sted.

Fyld: Til remoncen blandes smør, sukker, marcipan og maizena. Skræl æblerne, skær kernehuset fra og skær æblerne i små firkanter. Bland dem med rosinerne.


Strø en anelse mel ud på et helt rent bord og rul dejen ud til to rektangler på ca. 25x40 cm. Markér den midterste tredjedel og skær strimler ud fra hver side, skråt nedad. Kom halvdelen af remoncen på hver og smør den ud i et jævnt lag. Strø æblerne og rosinerne ud ovenpå. Nu skal stangen lukkes, hvilket sker ved at enden bukkes op, hvorefter strimlerne lægges ind over midten, skiftevis fra højre og venstre side. Afsluttes som man startede.


Sættes til hævning i ca. 40 minutter. Pensles derefter med sammenpisket æg og drysses med perlesukker. Bag stængerne ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 25 minutter. Tjek efter et kvarter og derefter løbende. 

Jeg prøvede det ikke, men æblestangen bliver ikke så sød i det, så man ville formodentlig godt kunne servere den med en kugle is eller to.