søndag den 28. april 2013

Sommerkage i lag - omsluttet af royal icing og bær

Denne kage blev til fordi min veninde skal giftes. Hendes polterabend krævede en kage og det blev så denne. I min testversion er der hindbær på toppen, mens der i den endelige kom blåbær og jordbær. De fungerer allesammen rigtig fint med smagen i kagen, som består af kakaobunde, lyse(røde) bunde, mascaponecreme samt hakkede pistacienødder.


Ingredienser til kakaokagebundene
150 g saltet smør
1 dl økologisk skummetmælk
200 g lyst rørsukker
3 økologiske æg str. M (hos mig blev det et stort og to str. S/M)
200 g økologisk mel
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
1/8 fint salt
3 spsk kakao (brug en af de virkelig gode, da det er den eneste smagsgiver)

Ingredienser til de lyserøde kagebunde
150 g saltet smør
1 dl økologisk skummetmælk
200 g lyst rørsukker
3 økologiske æg str. M (hos mig blev det et stort og to str. S/M)
230 g økologisk mel
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
1/8 fint salt
Lyserød/ pink pastafarve

Bag kagebundene i hver deres springform på 26 cm. Start med at smelte smørret og bland det, når det er afkølet, med mælken. Pisk imens sukkeret med æggene til det bliver en hvid masse. Si i en anden skål (kakao til kakaobundene) mel, bagepulver, natron og salt sammen og vend det forsigtigt i æggemassen skiftevis me smør/mælk blandingen. Til de lyserøde bunde tilsættes til sidst pastafarve til man har den farve man ønsker. 

Kom dejene i hver deres springform foret med bagepapir og bag kagerne en af gangen i en forvarmet ovn på 175 grader (ikke varmluft) i ca. 30 minutter. Tag dem ud og lad dem afkøle lidt i formen og derefter på et spækbræt.


Når de er afkølede skæres de først til langs siderne og derefter deles de i to. Jeg ville gerne have helt runde bunde, så spurgte min kollega om han havde en passer, hvortil han helt naturligt svarede ja og tog en passer og en lup op af kontorskuffen. Må sige at den er noget mere velassorteret end min egen.

Ingredienser til fyldet
100 g usaltede pistacienødder
1 stang rocker god vanilje
300 g mascapone
400 g flormelis
50 g blødt økologisk smør

Rist pistacienødderne på en bageplade beklædt med bagepapir i ovnen ved 150 grader i ca. 10 minutter og lad dem afkøle. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk dem sammen med mascapone, flormelis og smør i en skål. Hak derefter pistacienødderne groft. 


Nu skal kagen samles. Start med en lyserød bund, hvorpå der smøres macaponecreme på og drysses et lag pistacienødder på. Læg en kakaobund på og forsæt til du når toppen. Kom resten af cremen på toppen og slat siderne ud.


Ingredienser til royal icing
3 pasteuriserede æggehvider
ca. 6-700 g flormelis

Pynt
Jordbær, blåbær eller hindbær

Kom æggehviderne i en skål og tilsæt flormelis i en lind strøm mens der røres. Stop når du har en sej masse, som man næsten ikke kan røre mere i. Kom det i en sprøjtepose med en rund tyl og sprøjt glasuren på kagen. Slut af med at lave en kant rundt på toppen.

Skyl bærerne godt, dup dem af med køkkenrulle. Jordbærerne skæres af i bunden, så de får sammen højde. Sæt dem langs siden af kagen og hæld derefter et bjerg af blåbær i midten. Skal man først spise kagen dagen efter bør man vente med at komme jordbær og blåbær på, mens hindbær sagtens kan sættes på.


Sæt kagen i køleskabet indtil den skal serveres. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar