tirsdag den 10. september 2013

Ingefær citron småkager

Jeg fandt tilfældigt en gammel mail i min inbox under overskriften "cookies for cripples". Det viste sig at være en opskrift på disse ingefær citron småkager - sendt fra min squash buddy i Skotland. 


Ingredienser til pladen fuld
200 g hvedemel
½ tsk bagepulver
90 g sukker
en knivspids fint salt
fintrevet frisk ingefær (på størrelse med en squash bold)
fintrevet skal fra 1 økologisk citron 
saft fra ½ saftig økologisk citron
120 g smør

Bland mel, bagepulver, sukker og salt i en skål. Tilsæt derefter ingefær, citronskal, citronsaft og smør skåret ud i mindre stykker. Ælt ingredienserne hurtigt sammen med hænderne, til det er blevet til en ensartet masse. 


Tag en bageplade og beklæd den med bagepapir. Herfra kan man enten rulle kugler på størrelse med kirsebær, som trykkes lidt flade eller rulle dejen ud på et meldrysset bord og udstikke kager med en udstiksform. Jeg brugte min fine æbleform fra New York.

Småkagerne skal bages midt i ovnen i ca. 12-20 minutter ved 180 grader. Som regel er det 15 og som min squash buddy skriver: "they´re done, when they look good". 

Man kan skrue op og ned for citronskallen og ingefæren alt efter humør, smag og lager. 

Sprøde småkager i morgensolen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar