lørdag den 26. oktober 2013

Små banankager pyntet med chokoladeglasur og pistacienødder

Jeg er ved at forberede et større kagebord, så bager testkager for tiden. Disse er bagt i nogle siliconeforme, som jeg har fandt i Bruxelles ind i mellem al chokoladen. De er virkelig gode og nemme at bruge.


Ingredienser til ca. 20 små kager
3 små bananer
75 g saltet smør
125 g sukker
2 æg str. S/M
150 g økologisk mel
1 lille tsk bagepulver

flormelis
kakao
vand
pistacienødder

Pisk smør og sukker godt sammen. Tilsæt æggene et af gangen til massen er ensartet. Sigt mel og bagepulver sammen og vend det i dejen. Tilsæt til sidst de tre mosede bananer. 

Kom med dejen i formene og bag dem ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 15-20 minutter.

De afkølede kager pyntes med glasur og hakkede pistacienødder. Glasuren bikses sammen af flormelis tilsat kakao og en smule vand. Røres sammen til den er ensartet og meget tykt flydende. 


onsdag den 16. oktober 2013

Gråvejrssmåkager - havregryn, marcipan, chokolade

Smukke småkager til en smuk kageopsats. Med disse småkager handler det om at få tempereringen af chokoladen perfekt. Så får man lidt bløde chewy småkager med en sprød chokoladekant. 


Ingredienser til ca. 50 stk.
150 g smør
150 g finvalsede økologiske havregryn
2 økologiske æg str. M/L
200 g sukker (jeg brugte rørsukker)
100 g groftrevet marcipan
30 g mel
1/4 tsk bagepulver

mørk chokolade, gerne 70%

Dejen samles i en røremaskine, hvor alle ingredienser kommes i. Skær smørret i mindre stykker og tilsæt havregryn, æg, sukker og groftrevet marcipan. Bland mel og bagepulver og kom det derefter ned til de øvrige ingredienser. Rør dejen sammen med en flad spartel til du har en ensartet ikke for fast masse. 

Sæt dejen på en bageplade beklædt med bagepapir med to teskeer. Der kan være ca. 12 på en plade. Småkagerne bages ved 180 grader varmluft til de er gyldne i kanten - ca. 8-12 minutter. 

Smelt chokoladen, dyp kagerne halvt i den og læg dem på en bageplade til de er tørre. 


Serveres i par - det er mest fair.

søndag den 13. oktober 2013

Basis upside down blommekage - less is more

Dette er en blommekage uden alt det overflødige. Nogen gange smager det rigtig godt, når man tilsætter vanilje og citron eller andre ting der passer godt til blommer, men andre gange er det rart at en blommekage bare smager af blommer.



Ingredienser
200 g sukker
25 g smør

ca. 750 g blommer uden sten

150 g smør
100 g farin
75 g sukker
3 æg str. M/L
200 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 knivspids salt

Start med at tage en springform på ca. 26 cm i diameter og kom bagepapir i. Det færdige resultat bliver pænere uden, men dette er en lynkage.

Først smeltes sukker i en gryde til karamel. Derefter tilsættes smør, som røres godt ind så man får en samlet masse.  Kom det derefter i bunden af springformen. 


Tag derefter de vaskede blommer, halver dem og fjern stenene. Skær dem i både af passende størrelse og læg dem ovenpå karamellen i springformen.


Til dejen piskes smør, farin og sukker sammen i en røremaskine med en flad spartel. Tilsæt derefter æggene et af gangen.

Sigt mel og bagepulver og salt sammen og vend det forsigtigt i dejen Hæld dejen ud over kagen og glat den ud med en dejskraber til t jævnt lag.

Bag kagen ved 180 grader (ikke varmluft) i 40-50 minutter midt i ovnen. Tjek efter 30 minutter og derefter jævnligt. 


Lad kagen køle lidt af i formen, tag kanten af formen af og vend den ud på et fad eller et spækbræt. 


mandag den 7. oktober 2013

Blommegrød for alle

Jeg forstår ikke rigtig det der med blommer. De skal være virkelig gode, som dem i min venindes have, før jeg gider spise dem, men blommegrød - dét forstår jeg. Det er mega nemt at lave og smager aldeles fremragende.


Ingredienser
indtil flere blommer
postevand
sukker
vaniljestang eller dele heraf
revet citron fra øko udgaven
eventuelt citronsaft
maizena

Tilbehør
piskefløde
mandler
sukker

Skær blommerne over. Fjern herefter stenene og skær blommerne i mindre stykker. Kom vand og sukker i en gryde. Jeg starter med nok vand til at dække bunden og en anelse sukker. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom det sammen med blommerne og den revne citronskal i gryden og bring det i kog mens der røres med en træske. Det er vigtigt, det er en træske, ellers vil projektet aldrig lykkedes for dig. 

Når blommerne er møre (helt bløde) smages der til med sukker og citronsaft. Det er ikke sikkert der skal nogen af delene i. Tag vaniljestangen op og skru ned for blusset. Jævn grøden med maizena rørt ud i vand ved at tilsætte det lidt efter lidt og slut af med at varme grøden godt igennem.

Hæld grøden på en skål og lad den køle af - på køkkenbordet eller i køleskabet.



Serveres med perfekt pisket flødeskum - det vil sige blødt, men i stand til at stirre ned på dig fra skålen uden at falde ud, samt sukkerristede mandler. Alternativt hakkede brændte mandler.