søndag den 18. maj 2014

Regnbuelagkage med hvid chokolade, marcipan og jordbær

Når Det Europæiske Melodix Grand Prix afholdes i København, må man som minimum bidrage med en kage. Så for at hylde de store forskelle der trods alt er inden for Europas grænser, kommer her en kage i (næsten) alle regnbuens farver. 


Ingredienser til chokoladecremen
250 g hvid chokolade 
5 dl piskefløde

Ingredienser til bundene
330 g smør
375 g sukker
490 g mel
1,5 tsk bagepulver
3,75 dl mælk
9 æggehvider

Blå, grøn, rød, orange og gul pastafarve

Pynt

jordbær
marcipan
kageflag

Chokoladecremen: Start med chokoladecremen, da den skal køle af før brug. Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den derefter over chokoladen. Lad det stå et par minutter og rør derefter godt rundt, så det bliver blandet helt. Sæt den derefter på køl til den er afkølet (mindst et par timer) og gerne natten over. Når du skal bruge den pisker du den blot op, til du har en creme der er rimelig fast i kødet. 

Bundene: Rør smør luftigt og tilsæt derefter sukker. Pisk til lyst og luftigt. Bland mel og bagepulver og si det i smørblandingen skiftevis med mælk. Start og slut med mel. Rør ved lav hastighed. Pisk æggehviderne ved medium hastighed til de er stive og vend dem forsigtigt i dejen. Del dejen i 5 lige store portioner, som hver især tilføres en pastafarve. Kom hver portion i en springform med en diameter på ca. 18-20 cm, som er foret med bagepapir i bunden og bag dem ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 15-20 minutter. Bundne skal være gennembagte men ikke tørre. 


Samling af kagen: Kagen samles ved at smøre den hvide chokoladecreme mellem alle bundne samt på toppen og rund på siderne. Marcipanen rulles ud og skæres i lige store ønsker. Tykkelsen og størrelsen afhænger af, hvor stor ens kærlighed for marcipan er. Skyl jordbærerne og kom den sirligt på, så de dækker hele kagen. Spid til sidst kagen med alverdens flag. 


Skulle der være jordbær i overskud, spises de blot som de er.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar