mandag den 28. juli 2014

Karlas kagedronning

Min mands guddatter er lige blevet 4 år og det er stort. Så stort at der måtte en kagedronning til at fejre det. Den blev godkendt af fødselsdagsbarnet og indtil flere fynboer til trods for at den måske var mere sprød end svampet. Dog stadig blød og ikke spor tør.



Jeg har opskriften fra den fantastiske blog Twin food og har ikke ændret det store.

Ingredienser til bunden
70 g gær
70 g sukker
2 økologiske æg str. M/L
3 dl sødmælk
125 g blødt smør
ca. 600 g hvedemel

Ingredienser til snask
200 g blødt smør
320 g farin


Start med at lune mælken i en gryde og tag den derefter af blusset. Opløs gæren heri. Rør herefter sukker, æg og smør i. Tilsæt til sidst melet lidt af gangen og ælt dejen sammen til den er lind og let formelig.

Dejen skal herefter hæve på et lunt sted i ca. 20 minutter eller til den har dobbelt størrelse. Bland imens smør og farin sammen med fingrene.

Rul dejen ud så den passer til en hel bradepande og læg den i en sådan beklædt med bagepapir. Gerne den med høj kant. Kom snasket på og tryk huller i dejen med fingrene.

Sæt kagen til efterhævning i ca. 30 minutter og bag den herefter ved 210 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter. Tjek jævnligt, om den er færdig.

Når kagen er afkølet kan den skæres til og pyntes med slik og glasur.


Jeg kan ikke tage æren for denne pyntning. Det stod fødselsdagsbarnets mor og faster for.


søndag den 27. juli 2014

Cremet jordbæris med hvid chokolade og daim

Jeg har købt den bedste sommergadget - en ismaskine. Is har ellers ikke lige været min kop the, men jeg har lært at sætte pris på det. Selvfølgelig kun den virkelig gode is, som virkelig smager af noget. Dette må være den letteste opskrift der findes på jordbæris.


Ingredienser
300 g jordbær uden stilk
50 g sukker
1,5 dl skummetmælk
2 dl piskefløde
50 g hvid chokolade eller daim

Skyl jordbærerne og blend dem sammen med sukkeret. Når sukkeret er opløst tilsættes mælken og fløden i en jævn stråle, mens der fortsat blendes. 

Hæld massen i en ismaskine og lad den køre i ca. 10 minutter. Hak imens chokoladen/daim fint og tilsæt det til ismassen, når den har sat sig en anelse. Lad isen køre færdig. Den kan spises med det samme eller kommes i fryseren til opbevaring. Synes man den er for blød kan den også kortvarrigt kommes i fryseren. 


Jeg er ikke den store isekspert, så vil ikke begive mig ud i at forklare, hvordan man skal gøre, hvis man ikke har en ismaskine. 


Jeg spiste min is med vafler og flødeboller fra summerbird. 


lørdag den 26. juli 2014

Mandelmuffins med en kerne af rabarber og en hat af marengs

Disse muffins er prikken over i'et, den sidste detalje der gør alting perfekt - mest fordi efter disse kan man ikke huske meget andet. Så gode er de. 


Kompotten kan laves dagen før og til nøds også selve kagerne. Vent dog med at samle dem til den dag de skal spises. 

Ingredienser til 60 minimuffins eller 12 full size
75 g ristede mandler (rist mandlerne ved ca. 180 grader i små 10 minutter (de må ikke blive for mørke) og afkøl dem før brug).
3 dl sukker
3 økologiske æg str. m
150 g smør
3½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl sødmælk

Rabarberkompot
325 g rabarber
35 g sukker

Marengs
3 æggehvider
150 g sukker

Rabarberkompot: Skyl rabarberne grundigt, og skær dem i små stykker. Kom den sammen med sukkeret i en gryde og kog det sammen til det er en ensartet masse. Der må ikke være nogen klumper i - det besværliggør arbejdet senere

Muffins: Start med at hakke mandlerne ret fint. Pisk derefter sukker og æg sammen til en ensartet luftig masse. Smelt imens (eller før) smørret. Stop før det er helt flydende. Afkøl det en anelse (5 minutters tid). Kom mel og bagepulver i en skål og rør det godt igennem med en spiseske. Skift piskeriset ud med en flad spartel, hvis du bruger en røremaskine eller en dejskraber, hvis du bruger en elpisker. Tilsæt herefter på skift melblandingen og smørret. Start og slut med melet. Til sidst røres mælken i dejen i en tynd stråle og mandlerne venders i. Brug et par skeer til at fylde dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca. 20 minutter - lidt længere, hvis det er de store.


Når de af afkølet laves et hul midt i hver muffin. Jeg har en smart udstikker, men en lille kniv kan også gøre det. Fyld hullet ud med kompot lige til toppen og glat overfladen ud.


Marengs: Kom æggehviderne i en skål og pisk til det skummer. Tilsæt derefter sukkeret lidt efter lidt, mens der fortsat piskes halvheftigt. Når det er helt hvidt og står i toppe er marengsen klar til at komme i en sprøjtepose med en tylle for enden. Sprøjtes på i små eller store toppe alt efter smag og behag.


For at give dem lidt farve, kan de kommes i ovnen på 200 grader grill i nogle få minutter. Husk at holde øje med dem hele tiden, det går lynhurtigt fra lækker gylden til sort og branket.


De kan godt holde sig en dag eller to, men lad være med at komme dem på køl. De skal selvfølgelig heller ikke opbevares direkte i solen. 


Nydes en efter en efter en efter en efter en......