lørdag den 26. juli 2014

Mandelmuffins med en kerne af rabarber og en hat af marengs

Disse muffins er prikken over i'et, den sidste detalje der gør alting perfekt - mest fordi efter disse kan man ikke huske meget andet. Så gode er de. 


Kompotten kan laves dagen før og til nøds også selve kagerne. Vent dog med at samle dem til den dag de skal spises. 

Ingredienser til 60 minimuffins eller 12 full size
75 g ristede mandler (rist mandlerne ved ca. 180 grader i små 10 minutter (de må ikke blive for mørke) og afkøl dem før brug).
3 dl sukker
3 økologiske æg str. m
150 g smør
3½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl sødmælk

Rabarberkompot
325 g rabarber
35 g sukker

Marengs
3 æggehvider
150 g sukker

Rabarberkompot: Skyl rabarberne grundigt, og skær dem i små stykker. Kom den sammen med sukkeret i en gryde og kog det sammen til det er en ensartet masse. Der må ikke være nogen klumper i - det besværliggør arbejdet senere

Muffins: Start med at hakke mandlerne ret fint. Pisk derefter sukker og æg sammen til en ensartet luftig masse. Smelt imens (eller før) smørret. Stop før det er helt flydende. Afkøl det en anelse (5 minutters tid). Kom mel og bagepulver i en skål og rør det godt igennem med en spiseske. Skift piskeriset ud med en flad spartel, hvis du bruger en røremaskine eller en dejskraber, hvis du bruger en elpisker. Tilsæt herefter på skift melblandingen og smørret. Start og slut med melet. Til sidst røres mælken i dejen i en tynd stråle og mandlerne venders i. Brug et par skeer til at fylde dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca. 20 minutter - lidt længere, hvis det er de store.


Når de af afkølet laves et hul midt i hver muffin. Jeg har en smart udstikker, men en lille kniv kan også gøre det. Fyld hullet ud med kompot lige til toppen og glat overfladen ud.


Marengs: Kom æggehviderne i en skål og pisk til det skummer. Tilsæt derefter sukkeret lidt efter lidt, mens der fortsat piskes halvheftigt. Når det er helt hvidt og står i toppe er marengsen klar til at komme i en sprøjtepose med en tylle for enden. Sprøjtes på i små eller store toppe alt efter smag og behag.


For at give dem lidt farve, kan de kommes i ovnen på 200 grader grill i nogle få minutter. Husk at holde øje med dem hele tiden, det går lynhurtigt fra lækker gylden til sort og branket.


De kan godt holde sig en dag eller to, men lad være med at komme dem på køl. De skal selvfølgelig heller ikke opbevares direkte i solen. 


Nydes en efter en efter en efter en efter en......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar