søndag den 10. august 2014

Fab figentærte

Jeg er så heldig at have nogle venner som har det dejligste figentræ i deres have. Jeg vidste slet ikke det kunne lade sig gøre. Ikke desto mindre er det tilfældet og jeg har fået nogle fantastiske figner, som jeg bagte denne tærte af. Har fået verificeret af ægte grækere, at der er tale om særdeles gode figner. 


Opskriften er fra Bdr. Price og kan findes på DR's hjemmeside. Jeg har halveret lidt hist og her og undlod pistacienødder - alene af den grund at jeg ikke havde nogen og det regnede  for meget udenfor til at hente nogen. 

Ingredienser til mørdej
125 g hvedemel
15 g mandelmel
35 g flormelis
15 g sukker 
85 g smør
½ sammenpisket æg

Ingredienser til fyldet
1 vaniljestang
75 g blødt smør
100 g sukker
2 økologiske æg str. M/L
130 g mandelmel
ca. 500 g friske modne figner

Start med at samle mørdejen, så den kan stilles på køl. Bland hvedemel, mandelmel, flormelis og sukker i en skål. Skær smørret i mindre stykker, kom det i og brug fingrene til at blande det med de øvrige ingredienser. Når det ha en konsistens som groftrevet marcipan, samles dejen med det halve æg. Sæt dejen på køl, til den er fast. 

Til fyldet flækkes vaniljestangen og kornene skrabes ud. De kommes sammen med sukker og smør i en skål og piskes hvidt og luftigt. Tilsæt æggene et af gangen, mens der stadig piskes og vend derefter mandelmelet i. 

Når kagen skal samles mases mørdejen ud i en springform på ca. 18 cm. i diameter, hvorefter fyldet hældes i. Vask og tør fignerne. Skær den øverste grønne del af og skær dem i halve. Læg dem lidt ned i dejen. 

Bag tærten ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 40 minutter. Der kommer meget væske fra fignerne, så det kan være lidt svært at se med en strikkepind, hvornår kagen er færdig, men prøv at prik lidt yderligt. 


Serveres som den er eller med creme fraise til. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar