mandag den 24. november 2014

Mormors luksusklejner

Faktisk er dette en sammensat opskrift af min mormors klejner og min venindes mormors klejner. Jeg var overbevist om, at min mormor brugte fløde i sine klejner, men det fremgik ikke af opskriften, så derfor blev der lånt lidt fra en anden opskrift.



Ingredienser
500 g mel
lille ½ tsk hjortetaksalt
125 g smør
200 g sukker
fintrevet skal af ½ økologisk citron
3 økologiske æg str. m/l
0,4 dl piskefløde

(rigeligt, mindst 1 l) Rapsolie eller palmin

Bland mel og hjortetaksalt godt og smuldr smørret heri, til det er en ensartet findelt masse. Tilsæt sukker og citronskal og bland det godt ind i melet med fingrene. Pisk æggene sammen, rør fløden i og tilsæt det til dejen. Den samles hurtigt og sættes på køl i mindst en time, gerne natten over.

Rul dejen tyndt ud med en kagerulle og skæres ud med en klejnespore, alternativt en skarp kniv. Vrid klejnerne og læg dem på bageplader med bagepapir på. Der bliver ret mange.


Varm fedtstoffet op i en gryde. Tjek med en tændstik (den ende med træ) om det er varmt nok - det skal syde omkring den.

Kom forsigtigt klejnerne i fedtstoffet og vend dem jævnligt, når de kommer op til overfladen. Det tager ikke lang tid at koge dem og de tages op med en hulske, når de har en mørkebrun farve.


Opbevares i en lufttæt dåse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar