tirsdag den 18. november 2014

Pebernødder

Jeg har i mange år, faktisk det meste af mit liv, ment, at købe-pebernødder var de bedste. Det var lige indtil jeg fandt denne formidable og lette opskrift på Politiken. 


Det er nogle år siden jeg har fundet den, og kan faktisk ikke huske, om jeg har lavet noget om i opskriften, men god er den i hvert fald. 

Ingredienser
250 g mel
1/8 tsk hjortetaksalt
½ tsk kanel
½ tsk kværnet peber
½ tsk stødt ingefær
½ tsk nelliker
100 g smør
175 g sukker
1 økologisk æg str. m/l
2 spsk fløde

Bland mel, hjortetaksalt, kanel, peber, ingefær og nelliker i en skål. Skær smørret i mindre stykker og bland det godt i med fingrene. I en anden skål røres sukker, æg og fløde sammen. Det hældes ned til melblandingen og æltes godt sammen med fingrene. 

Stil dejen på køl i ca. en halv time.

Tag dejen ud og rul den, på et let meldrysset bord, til stænger med en diameter på ca. 1 cm. Skær dem i stykker af 1 cm og tril stykkerne til kugler. 

Læg kuglerne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 225 grader (ikke varmluft) i ca. 10 minutter. 


De afkølede pebernødder opbevares tørt og godt for at bevare den knasende konsistens. 

De holder sig utrolig længe, bare man tager sig godt af dem. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar