søndag den 28. december 2014

Tyrkisk dessertkage med et twist

Nyt job betyder nye kollegaer, og hvis man er heldig, som jeg, også nye opskrifter. Denne stammer således fra en kollega, som med rette solgte den med stor entusiasme. Jeg har tilsat revet appelsinskal og dadler på toppen. 


Ingredienser til mørdej
200 g hvedemel
3 spsk sukker
150 g smør
1 æggeblomme

Ingredienser til fyldet
2 æggeblommer
200 g sukker
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt nelliker
2 dl blandede nødder (jeg brugte valnødder, hasselnødder, mandler og pecannødder)
1 spsk smeltet smør
2 æggehvider
revet skal af 1 usprøjtet appelsin
en håndfuld tørrede dadler

Start med at samle mørdejen. Bland mel og sukker og ælt derefter smørret ind i blandingen, til smørret er godt fordelt. Dejen samles med æggeblommen. Kom med det samme dejen i en tærteform med en diameter på ca. 24 cm. Man kan rulle den ud, men jeg trykkede den nu bare ud med fingrene. 

Herefter laves fyldet ved at piske æggeblommerne med sukkeret. Hak nødderne groft og vend dem med kanel og nelliker. Bland nødderne i æggesnapsen sammen med det smeltede smør og den revne appelsinskal. Pisk derefter æggehviderne stive og vend dem i massen, der efterefter hældes over mørdejen. Hak dadlerne groft og drys dem til sidst over dejen. Bag kagen på nederste rille i ovnen ved 200 grader (ikke varmluft) i 20-30 minutter. Tjek efter 20 minutter om kagen har fået nok farve og derefter hver 5. minut. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar