fredag den 7. august 2015

Frugtroulade

Denne lækre roulade blev spist for at fejre, at min søn blev 3 måneder, 3 dage, 3 timer og 3 minutter. Den blev sådan set også spist, da han blev 3 måneder, 3 dage, 3 timer og 4, 5, 6...... minutter.



Opskrift på dejen er fra frk. Jensen.

Ingredienser til dejen
80 g hvedemel
20 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
100 g blødt smør
1 knivspids fint salt
2 økologiske æg str. M/L

Ingredienser til fyldet
1 dl stikkelsbærkompot
1 dl boysenbærmarmelade
1 håndfuld valnøddekerner

Sukker

Fyldet: Start med at gøre fyldet klar. Stikkelsbærkompot laves ved at koge grønne stikkelsbær og sukker sammen. Der skal være dobbelt så stor mængde af stikkelsbær som sukker. Når det er afkølet blandes det med boysenbærmarmeladen. Hak valnødderne mellemfint.

Dejen: Sigt hvedemel, kartoffelmel og bagepulver sammen i en skål. Pisk i en anden skål sukker, smør og salt sammen, til det er lyst og luftigt. Pisk derefter æggene i et ad gangen. Pisk grundigt mellem æggene og efter. Vend melet i blandingen og fordel dejen på en bageplade med bagepapir til et rektangel. 

Bag den ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 10 minutter, til den er gyldenbrun. 

Samling af rouladen: Drys sukker på et stykke bagepapir. Vend bunden ud herpå, så snart den er taget ud af ovnen. Træk bagepapiret af bagsiden og fordel fyldet og nødderne herpå. Rul rouladen stramt sammen med det samme og lad den afkøle i bagepapiret. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar