søndag den 6. november 2016

Ærø-pandekager

I sommer var jeg så heldig at komme en tur til Ærø, hvor jeg fik de mest fantastiske Ærø-pandekager serveret. Siden har jeg haft lyst til at spise dem og har nu endelig taget mig sammen til at afprøve en opskrift. Det endte (ved en fejl) med at blive en blanding af to opskrifter - en fundet på en Ærø hjemmeside og den gengivet af Brd. Price. 


Ingredienser
3 dl økologisk letmælk
25 g økologisk gær
3 æg delt i blommer og hvider
250 g økologisk hvedemel
½ tsk salt
½ tsk rørsukker

750 g svinefedt til stegning

Lun mælken og rør gæren i til den er opløst. Rør herefter æggeblommerne i et ad gangen. 

Bland mel, salt og sukker og rør det i. Pisk herefter æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Lad dejen hæve i en time med et viskestykke over. 

Smelt svinefedtet i en dyb pande og steg pandekagerne ved høj varme. Jeg brugte en lille suppeske af stål til at hælde dem i og en grydeske til at vende dem. Det var ikke en ubetinget succes, men tror det er et spørgsmål om øvelse. 


Pandekagerne kan nydes sammen med flormelis og blåbærmarmelade. Det gjorde jeg.

Ærøs motto er: "Alt er vand ved siden af Ærø" - det samme gælder deres pandekager. 

søndag den 30. oktober 2016

Æblemuffins uden mel

Nu er det endelig blevet efterår og nogen gange er det muligt at lave bagværk, der smager af en bestemt årstid, hvilket disse muffins er et eksempel på. Jeg startede i foråret på mit nye arbejde. Der går altid lidt tid før jeg taler om, at jeg godt kan lide at bage, fordi jeg gerne vil vise, at jeg også er god til det fag jeg rent faktisk har taget en uddannelse i. Nu har jeg været der så lang tid, at jeg godt kan tage bagværk op som samtaleemne og det medfører altid foruden god stemning nogle dejlige opskrifter. Det er således også sådan jeg har fået denne opskrift. Den er nem, hurtig og velsmagende. Så kan man vel egentlig ikke forlange så meget mere på en smuk og solrig efterårssøndag. 



Ingredienser til 12 små muffins
½ vaniljestang (ikke den store luksusudgave)
½ dl rørsukker
1 dl mandler 
2 dl havregryn
1 tsk bagepulver
1 tsk kanel

2,5 dl revet æble med skræl (fx discovery)
3 økologiske æg str. s/m

½-1 dl æble i små tern uden skræl
½ dl mørk chokolade 

Start med at skrabe vaniljekornene ud og tryk dem ud i sukkeret. 

Kør mandlerne til groft mel og havregrynene til fint mel og tilsæt begge dele til sukkeret. 

Tilsæt herefter bagepulver og kanel og rør med en ske til det er godt blandet.

I en anden skål piskes revet æble og æg sammen med en gaffel. Tilsættes derefter til den tørre blanding. 

Til sidst hakkes chokoladen i grove stykker og tilsættes sammen med æble i tern til dejen. 

Kom dejen i muffinsforme og bag dem i ca. 20 minutter ved 200 grader (ikke varmluft).



Når de er næsten afkølede er de perfekte til at komme i lommen og tage med på en gåtur. 

Det flotte stenfad stammer i øvrigt fra "HOUSE BY THE SEA" i Zimbabwe, som har et samarbejde med danske fairtrade designere. Jeg var så heldig at få to fade i julegave sidste år af nogle venner som bor i Zimbabwe. Da vi holdt jul i Sydafrika, er det nogle meget berejste fade, men de har også været det værd. 



mandag den 16. maj 2016

Chokolade-orange kage

Efter min mening skal skærekager ikke være for tørre. Det er dejligt at spise is, flødeskum eller creme til, men det bør ikke være en nødvendighed. Denne kage har alt, hvad man behøver i én kage. 


Ingredienser til kagen
75 g blødt smør
300 g sukker
2 øko æg
fintrevet skal af 1 øko appelsin
250 g økokolgisk mel
50 g kakao
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
2,5 dl mælk
100 g chokolade

Fremgangsmåde
  1. Pisk smør og sukker. Tilsæt æg et af gangen sammen med appelsinskal.
  2. I en anden skål blandes mel, kakao, bagepulver og salt.
  3. Tilsæt melblandingen skiftevis med mælken.
  4. Rør den hakkede chokolade i dejen.
  5. Kom dejen i en velsmurt form og bag kagen ved 190 grader (grader) i en rum tid. Hvor lang tid afhænger af, hvilken form du bruger og hvordan din ovn opfører sig. Kagen er færdig, når du kan stikke en hæklepind i og den kommer ren op. Min tog ca. 40 minutter. 


Ingredienser til glazen
1 dl appelsinsaft
1 spsk sukker

Kog det op og hæld det forsigtigt over kagen i et jævnt lag, så det kan trænge ensartet ind i kagen. 


Serveres alene eller som stopkage ved et kagebord. 

lørdag den 30. april 2016

Oreo cheesecake med brombær

Endnu et indslag fra det åbne kagehus. Kagen der kan vende enhver dårlig dag til en fremragende. 


Ingredienser til bunden
400 g oreokiks uden fyld
50 g smør

Ingredienser til fyldet
600 g flødeost
300 g 38% creme fraise
2 vaniljestænger
150 g sukker
Friske brombær

Ingredienser til géléen
2 ps frosne brombær
3 spsk sukker
3 blade husblas

Pynt
Piskefløde
Mini oreos

Knus kiksene fra småkagerne, bland dem med smør og pres det ned i en springform, stil på køl.

Pisk flødeost, creme fraise, vaniljekorn og sukker. Fordel på bunden, stil på køl.

Kom husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter. Kog bær og sukker op. Tag af varme, tilsæt vredet husblas. Sæt på køl. Hæld den på kagen når det er kølet lidt af. 


Pisk fløden til flødeskum. Kom det i en sprøjtepose med en god tyl og sprøjt det på kagen. Afslut med mini oreos og friske brombær.



søndag den 24. april 2016

Æblemedaljer

Nu hvor vinteren går på hæld og foråret måske viser sig efter weekendens snebyger, er det tid til æblemedaljer med kanelflødeskum. De blev bagt og spist til et åbent kagehus der fandt sted for snart lang tid siden, hvor de stod for det afbalancerede indslag. Syre fra æbler, fedme fra fløden og sødme fra - vel egentlig alt andet. 


Ingredienser til bunde
100 g mandler
50 g flormelis
250 g økologisk hvedemel
150 g økologisk smør
1/4 tsk fint salt
2 økologiske æg str. M/L

Ingredienser til æblekompot
4 syrlige æbler
citronsaft
vand
sukker

Ingredienser til kanelflødeskum
6,5 dl piskefløde
stødt kanel
flormelis

Ingredienser til pynt
æblesaft
flormelis
grøn pastafarve
friske æbler
flødeskum

Bunde del 1: Hak mandlerne helt fint, evt. i en minihakker. Bland det med flormelis, mel og salt i en skål. Tilsæt koldt smør i tern og mos det hele kort sammen med fingrene. Når det er jævnt blandet tilsættes æggene for at samle dejen. Det er vigtigt, at der ikke arbejdes for meget med den. Kom film omkring den og læg den på køl i i hvert fald en halv time. 

Æblekompot: Imens laves æblekompotten ved at skrælle æblerne, fjerne kernehuset og skære dem i små tern. Disse koges sammen med citronsaft, vand og sukker i en gryde i ca. 10 minutter. Mængderne af det forskellige afhænger af, hvor sød en kompot man vil have, men der skal ikke for meget væske i. Sæt kompotten på køl.

Bunde del 2: Rul herefter dejen ud, udstik bundene, læg dem på en bageplade med bagepapir på og bag dem ved 200 grader (ikke varmluft) i 8-10 minutter. De skal egentlig være ret blege, men jeg kan bedre lide smagen, når de lige får lidt farve. Det styrer man (eller ens ovn) selv. 


Når bundene er afkølede laves kanelflødeskummet og medaljerne samles med æblekompot i midten.

Kanelflødeskum: Pisk fløden (gem lidt til pynt) og tilsæt derefter lidt flormelis og kanel efter smag. Fløden skal piskes lidt mere end hvad godt normalt er, så den holder formen. Kom den i en sprøjtepose med en stjerneformet stor tylle. 


Pynten på toppen burde give sig selv, men her er den korte version: Æblesaft røres med flormelis og pastafarve. Fløde sprøjtes på, æbler skæres og lægges på toppen.