søndag den 6. november 2016

Ærø-pandekager

I sommer var jeg så heldig at komme en tur til Ærø, hvor jeg fik de mest fantastiske Ærø-pandekager serveret. Siden har jeg haft lyst til at spise dem og har nu endelig taget mig sammen til at afprøve en opskrift. Det endte (ved en fejl) med at blive en blanding af to opskrifter - en fundet på en Ærø hjemmeside og den gengivet af Brd. Price. 


Ingredienser
3 dl økologisk letmælk
25 g økologisk gær
3 æg delt i blommer og hvider
250 g økologisk hvedemel
½ tsk salt
½ tsk rørsukker

750 g svinefedt til stegning

Lun mælken og rør gæren i til den er opløst. Rør herefter æggeblommerne i et ad gangen. 

Bland mel, salt og sukker og rør det i. Pisk herefter æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Lad dejen hæve i en time med et viskestykke over. 

Smelt svinefedtet i en dyb pande og steg pandekagerne ved høj varme. Jeg brugte en lille suppeske af stål til at hælde dem i og en grydeske til at vende dem. Det var ikke en ubetinget succes, men tror det er et spørgsmål om øvelse. 


Pandekagerne kan nydes sammen med flormelis og blåbærmarmelade. Det gjorde jeg.

Ærøs motto er: "Alt er vand ved siden af Ærø" - det samme gælder deres pandekager. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar